Skip to main content

Pert Sculpture

Vi bor inde i Dronninglund Storskov, og det er her jeg bearbejder trærødder/og stubbe til mine krukker/skulpturer.

Velkommen til Pert Skulpture

Jeg er pensioneret Skov-og Landskabsingeniør, er født op opvokset på Bornholm. Her var det især min mor, der viste mig vejen til skovens fortryllende liv. Jeg har således leget med disse skulpturer i 50 år . I starten med en hjemmelavet trækølle og stemmejern. Nu bruger jeg primært motorsav mm., men jeg må tilpasse redskaberne til opgaven, og derfor være lidt opfindsom, når jeg laver de meget dybe krukker. Det kan kræve støvmaske og briller, og også en pandelampe. Jeg er fascineret af disse former naturen giver mig, og jeg kan så justere, fremhæve og lave lidt om. Men det er naturens organiske former, jeg føler mig forbundet med, og som giver mig selv dybde i mit liv. Eller genklang kan man sige.

Det tager lang tid at lave en krukke. Først skal der graves ned omkring rodudløbene og så skæres og fragtes hjem. Jeg har en traktor og kan finde alle mine emner i Dronninglund Storskov, og dermed også hjemme hos os selv. Der kan gå mellem 40 og 100 deciderede arbejdstimer med at skære og pudse. Jeg får derfor et nært forhold til krukkerne, og har det godt med at have dem omkring mig.
Der bliver ikke brugt nogen form for kemi, olie eller andet. Det er helt råt træ og da jeg altid bruger træer der er væltet i stormen, eller fældet til savværk, må det kunne siges, at være meget miljøvenligt og bæredygtigt. Hver eneste krukke/skulptur har gennem op til 100 år båret på et træ, og fået det til at vokse..så det er på mere end en måde bæredygtigt.

Alle træsorter kan bruges, men man skal være meget opmærksom på tørringsprocessen for at der ikke kommer revner. Alt kan mislykkes, og det kan det også for mig. Men jeg har fået brugbar erfaring og derfor laver jeg færre fejl end tidligere.
Tykkelsen på de færdige krukker måles i mm., og det kræver naturligvis stor forsigtighed ikke at skære igennem træet. Jeg må ofte vende tilbage til samme krukke og lige tage lidt mere af osv.. fordi det går lidt sport i at balancere med det tynde træ. Men det er også her jeg ser det ru og rå træ, møde ”balletten eller elegancen”.

Kontakt mig

Per Thornberg Hansen

Perthornberg1@gmail.com

26393953